Måling: Flertal for at udsende Folketinget til Syrien

Bearbejdet og oversat fra netavisen “The Onion”

Et overvældende flertal af danskerne mener, at man straks skal indsætte regeringen og Folketinget i den Syriske ørken.
Et overvældende flertal af danskerne mener, at man straks skal indsætte regeringen og Folketinget i den Syriske ørken.
København – Imens Helle Thorning-Schmidt helhjertet bakker om Barack Obamas planer om en begrænset intervention i Syrien, viser en ny meningsmåling gennemført af Børsen, at danskerne er meget tilbageholdende i forhold til at involvere danske kamptropper i endnu en mellemøstlig konflikt. Dog viser målingen et overvældende flertal for at sende Folketinget til Syrien.
 
Mens Børsens meningsmåling viste, at kun 1 ud af 4 danskere var positive over for en klassisk militær aktion, viste den samtidig, at 9 ud af 10 var ”positive” eller ”meget positive” over for udsigten til at indsætte de 179 medlemmer af Folketinget som stødtropper i den Syriske ørken. Indsættelsen af Helle Thorning-Schmidt, Rasmus Helveg Petersen og resten af Folketinget betragtes således som den bedste løsning på nuværende tidspunkt.
 
”Jeg synes, at det er i Danmarks interesse at udsende de 179 Folketingspolitikere til Syrien i en periode på mindst 6 måneder”, udtaler den 50 årige lægesekretær Bodil Olsen fra Maribo til analysebureauet – og hun er dermed på linje med 9 ud af 10 af målingens respondenter.
”Konflikten eskalerer dag for dag, så det er nu det helt rigtige tidspunkt, at indsætte landets lovgivere i regionen.”
 
Hun uddyber: ”Faktisk synes jeg, at indsættelsen skulle være sket for mange måneder siden. Det er i alles interesse – specielt i Danmarks.”
Mange af meningsmålingens respondenter er faktisk så begejstrede for ideen om at udsende Folketinget, at de mener det skal ske uanset om præsident Assad har anvendt kemiske våben eller ej.
 
Faktisk mener 91 % af de adspurgte, at den syriske regerings eventuelle aktive brug af kemiske kampstoffer om noget øger villigheden til at gøre brug af Folketinget i det krigshærgede område.
 
”Jeg tvivler ikke et sekund på, at et minimums kontingent af alle partiledere og gruppeformænd – og gerne hele Folketinget – på nuværende tidspunkt er en strategisk klog løsning”, udtaler den pensionerede major og Irak-veteran John Nielsen. ”Jeg har set dusinvis af kammerater blive såret eller dræbt i tjenesten, og mange kom hjem med ar på sjælen, uddyber han, men han fastholder samtidig at brugen af Folketingets politikere i Syrien er en ”fremragende og oplagt” løsning.
 
”Hellere før end siden”, tilføjer den pensionerede major. ”Krigen var jo ikke evigt”.