Endnu en ulovlig ransagning efter aktivist Lars Andersen

Udskrift fra retsbogen, hvor det fremgår, at den pågældende ransagningen efter Lars Andersen var ulovlig.
Udskrift fra retsbogen, hvor det fremgår, at den pågældende ransagningen efter Lars Andersen var ulovlig.
Af Lars Kragh Andersen, aktivist og tidligere politibetjent
 
Kriminelle betjente. Den 5. oktober valgte betjente fra Københavns Politi endnu engang at ransage efter mig i forbindelse med mistanke om, at jeg på nærværende blog har overtrådt Straffelovens paragrafferne 121, 267 og 268 ved at kalde navngivne betjente for “penisbelurere” og “planterøvere” – en i øvrigt objektiv sand beskrivelse af politipersonale der er beskæftiget med narkotikaindsatsen på Christianshavn.
 
Ransagningen skete hos en person, som jeg kender, men af hensyn til vedkommende er navn og adresse overstreget i udskriften af retsbogen.
 
Præcis som ved politiets sidste ransagning hos min ven Svend Pedersen, kendte retten efterfølgende ransagningen ulovlig, da der ikke var indhentet forudgående dommerkendelse, som Retsplejeloven foreskriver.
 
Med andre ord har begge ransagninger efter mig været uden for rammerne af dansk lovgivning.
 
Politiets kunstgreb
 
I udskriften fra retsbogen angives det, at ransagningen “fandt sted på baggrund af en kilderapport dateret samme dag som ransagningen fandt sted”. Fra min tid som betjent er det min opfattelse at den slags datering af “kilderapporter” er en nem måde for politiet at omgå den lovbestemte domstolskontrol på.
 
Desværre har jeg selv været med til at tilbageholde oplysninger fra rapportmateriale indtil dagen, hvor det lige var belejligt at ransage uden kendelse, og jeg ved, at det er en forholdsvis normal procedure i politiet. På den måde kan det nemlig nemmere sandsynliggøres, at oplysninger er nye, og at øjemedet vil forspildes, hvis der ikke med det samme ransages uden besværlige kendelser.
 
Fremgangsmåden er selv sagt ulovlig og er et angreb på helt basale retsgarantier. Det er kun spekulation i dette tilfælde, men det er ret påfaldende, at min relation til personen, der blev ransaget hos kunne komme som en så stor overraskelse, at der ikke kunne findes tid til at underlægge tvangsindgrebet den domstolskontrol, der er den altoverskyggende hovedregel i en retsstat.
 
Retsstatens afvikling
 
Politiet i Danmark (og resten af den vestlige verden lader det til) lader i større og større omfang hånt om basale borgerrettigheder og retsgarantier. Fra at være et politi, der i relativt stort omfang tjente folket ved at beskytte liv og ejendom, lader udviklingen til at gå i retning af, at politiet opererer som en stat i staten. Systematiske omgåelser af domstolskontrollen ved ransagningertilsidesættelse af kravet om lovligt mistankegrundlag i den krænkende kamp imod fredelige menneskers rusmiddelvaner og en større og større uvilje til at rykke ud, når borgerne rent faktisk har brug for politiet, er desværre blevet dagligdag.
 
Det bliver efterhånden klart for flere og flere, at politiet ikke har som primær opgave at beskytte skatteyderne, og at de ikke er er rendyrkede helte i blåt og sort. Tit er politiet blot kriminelle i uniform, der har mere travlt med at tjene egne interesser og servicere deres politiske kunder på Christiansborg, end de har med at beskytte grundlæggende borgerrettigheder.