Frihedsaktivisten takker af

Den anarkokapitalistiske aktivist Lars Kragh Andersen indstiller arbejdet.

Af Lars Kragh Andersen, aktivist og blogger

Mit liv har i de sidste 3-4 år i store træk handlet om principper og aktivisme. Jeg har haft en stålsat tro på, at jeg igennem forskellige aktivistiske happenings kunne sætte fokus på, at statsmagten tager vores grundlæggende rettigheder fra os i et stadig højere tempo. Det mål har jeg efter min egen vurdering opnået på en ganske tilfredsstillende måde. Specielt set i lyset af, at mine eneste ressourcer har været en computer og villigheden til at stille mig i skudlinjen.

Den kombination har set med aktivistiske øjne været en vej til succes. Dels lytter folk til mennesker, der fører an fra første geled, og dels har flere og flere fået øjnene op for, at magtbalancen mellem borger og stat kun tipper en vej: Den forkerte.

Med de negative frihedsrettigheder som mærkesag, har jeg forsøgt at være en torn i øjet på den politiske klasse og de, der villigt håndhæver de love, som de herskesyge mennesker på Christiansborg til stadighed vælter ned over civilbefolkningen. Jeg har forsøgt at gøre det med humor og et glimt i øjet – dels fordi det var langt sjovere for mig som aktivist at gøre det sådan, og dels fordi budskaber afleveret med et smil simpelthen sælger flere billetter.

Den opskrift og så det faktum, at jeg er en frafalden statsansat synder, har skaffet mig usædvanligt god adgang til medierne – både de sociale og de etablerede.

Men som Shu-bi-dua synger, har alting en ende.

I den senere tid har mit fokus flyttet sig. Jeg er fornylig blevet 34 år, og jeg nærmer mig det sted, hvor jeg (formodenlig) har levet noget, der ikke er langt fra halvdelen af mit liv. Derfor er der kommet et punkt, hvor jeg så småt begyndte at gøre status over mine ønsker til den næste halvdel.

Evig opposition, civil ulydighed og åben kamp mod en modstander, der har et milliardbudget, er ikke det der skal fylde i fremtiden. Nære relationer, mere stabilitet og at være noget for de mennesker jeg elsker skal tilgængelig.

Sidstnævnte er noget, jeg har forsømt. Dels fordi jeg af natur har en tendens til at isolere mig følelsesmæssigt og leve i min egen boble, og dels fordi nære relationer ikke trives, når man lever et liv under jorden uden særlig indkomst – med bevæbnede mænd i hælene.

Når jeg frivilligt stillede mig under statsmagtens store hammer med 2 udstrakte langemænd, var det sjovt, skræmmende og effektivt rent aktivistisk – men personligt har det været belastende. Truslen om indespærring, chikanøse og ulovlige ransagninger af familiemedlemmer, venner og mennesker jeg elsker er overraskende nok ikke noget der fremmer min evne til at opretholde gode og trygge relationer.

Jeg er dog stadig anarkokapitalist. Jeg har det stadig som bærende princip, at magtanvendelse alene må benyttes i forsvar af krop og ejendom – og jeg mener derfor fortsat, at alt politisk magt, der transcenderer den private ejendomsret er illegitimt. Min offervilje har bare ændret sig.

Derfor indstiller jeg de aktivistiske aktiviteter og skruer kraftigt ned for mit politiske engagement. Som liberal i almindelighed og som anarkokapitalist i særdeleshed er al involvering i og eksponering for nyheder og politik en evig kilde til negativ energi. Verden er desværre et sted, hvor den fremherskende tanke er, at mere magt til de politiske magthavere er vejen til lykke. Det er mildt sagt deprimerende at følge med i, og bibringer mig næsten kun frustration og forhøjet blodtryk. Som mange andre, der bare er nogenlunde klassisk liberale (nej ikke falske Venstre-“liberale”), kan jeg ikke se en TV-avis uden at have lyst til at råbe af fjernsynet i ren afmagt.

Derfor bliver dette formodenlig det sidste indlæg på nærværende blog. Facebook-gruppen vil desuden blive lukket. Vil andre videreføre arbejdet, får de min fulde og oprigtige moralske støtte. Jeg skal bare ikke selv være manden under hammeren. Det vil jeg ikke i fremtiden byde mig selv eller de mennesker, jeg elsker.

I forbindelse med mine seneste aktiviteter er der dog stadig en pris, der skal betales. Statsmagten har det nemlig ret stramt med, at man giver en eufemismefri beskrivelse af navngivne betjentes aktiviteter på Christianshavn. Så mon ikke, at jeg har en dag i retten til gode for at kalde planterøvere, penisbelurere og voldsmænd for – ja – planterøvere og penisbelurere og voldsmænd. Men den tid den sorg – det tåler jeg nok.

Nu er der kun tilbage at sige: Godt nytår, pas godt på jer selv og de mennesker I elsker – og lad for freden og civilisationens skyld være med at give magthaverne jeres stemmer og jeres penge.

Tak for nu – tak for interessen og støtten. Det har overvejende været en fornøjelse.