Fysisk forsvar mod politiet er moralsk forsvarligt

Hvem er forbryderne på Christiania?

I forbindelse med politiets optrappede indsats på Christiania i de senere år, har der været en del episoder, hvor betjentene er blevet mødt med forskellige former for fysisk modstand. Modstanden tæller blandt andet stenkast mod de indsatte betjente, nævekamp under anholdelse, peberspray i forbindelse med en kurers flugt og enkelte pistolskud.

Naturligvis kappes politikere, politiet og det bedre borgerskab om at fordømme volden mod ordensmagten, men analyserer man episoderne ud fra et ejendomsretsligt perspektiv, tegner der sig et helt andet billede af handlingernes moralske værdi.

For at forstå, hvad der er rigtigt og forkert, og dermed hvornår vold er berettiget, skal man ikke lede efter svar i den politiske mainstream. Her finder man nemlig ingen overordnede filosofiske principper, men kun det autoritære og retspositivistiske synspunkt, at staten altid har ret, bare loven (som staten dikterer) er på gerningsmændenes side.

Med den logik havde snart sagt alle systematiske grusomheder gennem verdenshistorien fuld moralsk dækning – for overgrebene blev i langt overvejende udført af den organisation, der havde magten til at lovgive: Staten.

Derfor kan tænkende og begavede mennesker straks afvise, at lovligt/ulovligt har noget at gøre med, hvad der er moralsk legitimt. En afstemning blandt 179 mennesker kan ikke på magisk vis gøre uret til ret – ideen er vanvittig og som skræddersyet til at begå overgreb på individet.

Skal man på en ædruelig måde afgøre, hvem der har ret til at bruge fysisk magt, skal man derfor ikke lade sig forblænde af kostumer, ritualer og politisk patos. I stedet skal man foretage en vurdering af, hvad der indledte den aggressive handling.

De fleste mennesker har i en ren civil kontekst nemt ved at afgøre det spørgsmål. Hvem er tyven/overfaldsmanden, og hvem er ofret er for det meste ikke et særligt vanskeligt af se. Men når en mand i uniform deltager i løjerne, er det som om, at al fornuft og menneskelig intuition sættes ud af kraft. Forbryderen er i mange danskeres øjne ALTID dem, der bruger magt over for det uniformerede menneske – som om at uniformen gav dens bærer en art moralsk superkraft, der ophæver almindelig logik.

Ikke-agressionsprincippet

Når man skal vurdere, hvem der er en forbryder, er det derfor indlysende kontraproduktivt at lade sig narre af uniformer, taler, afstemninger og Danmarks Radio. Der skal mere logiske boller på suppen.

Derfor skal man i vurderingen ene og alene se på, hvem der indledte angrebet på personer og ejendom. Forsøger jeg at kidnappe en gammel dame, fordi jeg ikke bryder mig om, at hun ryger cerutter, er jeg indlysende nok en forbryder. Bryder jeg ind hos min nabo og saver hans møbler i smadder med en motorsav, fordi han drikker kirsebærvin, må han forsvare sig imod mit overgreb. Angriber politiet en hash-bod på Christiania og forsøger at kidnappe de forretningsdrivende, fortjener de at blive overdænget med sten, at få peberspray eller – i sidste ende – at blive skudt. Det burde være indlysende for alle, der ikke lider af svær demokratisk indoktrinering. Og hvorfor? Naturligvis fordi et flertal ikke med nogen logisk ret kan legitimere, at bøller i uniform angriber mennesker, der ikke skader andre. Den slags handlinger bryder med det grundlæggende magtudøvelsesprincip: Princippet om ikke-aggression.

Dette princip transcenderer og gennemhuller fuldstændig al tåget politisk tænkning, der spiller de politiske magthavere i hænderne. Med det i hånden bliver det pludselig muligt at se, hvad ethvert børnehavebarn opfatter som logisk: Man må ikke slå, og man må ikke tage andres ting. Heller ikke selvom man ifører sig et fastelavnskostume. Vold er udelukkende noget, man anvender i selvforsvar.

Moralsk ret, men farlig taktik

Desværre er der tit forskel på, hvad der er ens moralske ret, og hvad der er tilrådelig adfærd. Selv om man indser, at den uniformerede person, der vil gennemrode ens lommer på Christiania ikke har mere moralsk dækning for sit forehavende end ethvert andet bandemedlem, skal man vide, at fysisk modstand mod overgrebet for det meste ender med dig som taberen.

Politiet har masser af ressourcer og lykkes det dig at nedkæmpe den uniformerede forbryder, er du efterfølgende jaget vildt. Derfor skal man være meget varsom med at forsvare sig direkte – al ære og respekt til dem der vælger at gå den vej – men det ender tit særdeles ufavorabelt for dig. Den slags asymmetriske trusler (hvor angriberen er ofret ressourcemæssigt langt overlegen) kan for det meste ikke vindes i åben kamp.

Hvis ikke ikke jeg skal forsvare mig mod overgreb, hvorfor så beskæftige sig med legitimiteten?

Det første skridt imod frihed er ikke evnen til at bekæmpe en overgrebsmand. Det første skridt er noget så simpelt som at indse, at man har retten på sin side. Forstår man først, at mennesker i uniform ikke har nogen iboende ret til at hundse rundt med en, tage ens ting og sætte en i fængsel for at eje en plante, er ens rejse mod frihed godt på vej.

Magthavernes stærkeste våben er ikke og har aldrig været geværer og pistoler. Den herskende klasses mægtigste våben – og største illusion – er at bilde deres ofre ind, at overgrebene er legitime. Når ens ofre tror på, at gerningsmanden har retten på sin side er man i mål som magthaver – for da kan man få ofrene til at fordømme hinanden, når nogle få yder modstand.

Begynder vi først at se politiets ageren på Christiania for hvad den er: hærværk, kidnapning, vold og generel ubehøvlethed, afmonterer vi deres vigtigste virkemiddel. Nemlig at de på en eller anden kafkask måde skulle være et legitimt udtryk for folkets vilje.

Så næste gang du ser en betjent “arbejde” i Fristaden, skal du tænke på ham som det, han i virkeligheden er. En uniformeret forbryder som du har ret til at forsvare dig imod.