Ghetto-planen er et uliberalt misfoster

Regeringen fremlagde for nylig planen “Ét Danmark uden parallelsamfund – Ingen ghettoer i 2030” – en plan der med 22 punkter forsøger at løse de omfattende sociale problemer i landets mest kriminelle boligområder.

Punkterne er ikke overraskende en udbygning statens magt over store dele af den danske boligmasse. De indeholder alt fra nedrivning af boliger (som skatteyderne i stort omfang har været tvunget til at finansiere opførslen af) til indførsel af zoner, hvor kriminelle ifalder ekstra straf.

For rigtig at sætte pris på absurditeten i, at staten nu blander sig yderligere med detailregulering af underklassens boligformer, straffe og sociale ydelser, er man nødt til at indse, hvorfor det overhovedet er kommet så vidt.

Den massive horde af uproduktive og skadelige mennesker fra den 3. verden har nemlig ikke valgt at slå sig ned i kold dansk beton-slum ved et tilfælde. Christiansborg har igennem årtier med rundhåndede økonomiske subsidier skabt et stærkt incitament til, at folk med asocial adfærd har kunnet slå sig ned i landet.

Velfærdsstaten har været og er den perfekte vært for dem, der vil leve på andres bekostning og opføre sig på måder, der i et frit samfund ville udløse øjeblikkelig væbnet selvforsvar fra deres utallige ofre. Men ikke her – nej, i Danmark kan man forgæves ringe til politiet, når tyvebander nonchalant bærer varene ud af ens forretning, slår en ned eller kaster sten fra motorvejsbroer. Det system næsten alle på Christiansborg hylder som den bedste opfindelse siden skiveskåret brød, er netop det system, der skaber de problemer som de undrende prøver at løse.

Ved et par af punkterne i planen er det vanskeligt at finde hoved og hale i, om de konkrete forslag er gode eller ej. At nogle bliver sat ned i ydelser, kan man f.eks. kun bifalde. Glæden hører dog hurtigt op, når man indser, at bolig- og socialområdet er et stort centraltplanlagt morads, indenfor hvilket den politiske klasse boltrer sig med endnu en omgang skadelig social ingeniørkunst. Der er med andre ord ikke en eneste ægte liberalisering at få øje på.

En generel afvikling af bolig-subsider, så staten ikke havde hoved og halsret over ca. 25% af landets boligmasse, ville hjælpe. En generel afvikling af sociale overførsler, så et liv i passivitet, kriminalitet og islamisme ikke kunne finansieres af skatteborgerne, ville hjælpe. En legalisering af narkotika, så voldsparate psykopater i indvandrerbanderne mister adgangen til deres millionindtjening og til et marked, hvor vold er forhandlingsmiddel nummer 1, ville hjælpe. En liberalisering af våbenloven, så danskerne havde evnen til at forsvare sig mod overgreb ville hjælpe.

Men er det den vej regeringen og staten går? Nej, naturligvis ikke. De kender kun til mere kontrol, mere centralplanlægnig og højere straffe. Som ekstra absurd bonus får vi glæden af, at det er 2 selverklærede liberale partier, der lige nu er bannerførere for afviklingen af basale retsprincipper og en udbyggelse af kontrol- og socialstaten.

Logikken er: Skab sygdommen selv. Forsøg derefter at kurere den med samme gift som skabte dårligdommen – og angrib og underminér under hele seancen de principper, der i fortiden gjorde kroppen stærk.