Politiet angriber kameramand på Christianshavn

Betjenten her har tilsyneladende ikke helt forstået dansk lovgivning.

I Danmark er det lovligt at filme politiets arbejde – hvis det da kan kaldes et arbejde at stjæle folks planter og lure på deres kønsorganer.

Der er simpelthen ikke nogen hjemmel i dansk lovgivning, der forbyder at dokumentere offentligt ansatte personers gøren og laden i det offentlige rum. Det anerkender politiet endda selv. I 2014 udtalte en af politiets kommunikationsmedarbejdere til Ekstra Bladet:

“Det er ikke ulovligt at filme politiet, så vi kan heller ikke forbyde folk at filme os, mens vi anholder dem. Men man skal jo rette sig efter politiets anvisninger, og hvis du ikke vil det, så kan du risikere at blive anholdt for det.”

Selv Rigsadvokaten slår fast, at det er fuld ud lovligt og kritiserer i et konkret tilfælde politiet for at forsøge at hindre en borger i at filme.

Trods dette fortsætter politiet på Christianshavn med at true og udøve vold mod borgere, der dokumenterer deres arbejde. Det er nedenstående film endnu et nedslående eksempel på.

På videoen, der er fra først i marts 2018, er 3 betjente i gang med hvad der utvivlsomt er en cannabisrelateret visitation. Da borgeren med telefonen retter den mod en af betjentene, går betjenten over mod borgeren og slår telefonen ud af hånden på ham. Dette mens betjenten siger:

“Du skal ikke stå sådan og filme mig lige i hovedet”.

Polititjenestemanden begår klart noget ulovligt, og Frihedsaktivisten er ved at forberede en anmeldelse for vold og magtmisbrug.

Se videoen her: