Politiets robotter

“Jeg gør bare mit arbejde” og “Jeg følger bare ordrer” har igennem de sidste 100 år været ret populære undskyldninger for at krænke sine medmennesker.

Det så man i stort omfang under Nurnberg-retsagerne imod officerer og embedsmænd fra det 3. rige. “Ja, jeg gjorde de her ting, men jeg fik jo besked på det, hvorfor jeg ikke er ansvarlig”.

Man kan forsøge at slå den slags hen som noget, der kun sker i direkte totalitære regimer, men det er desværre ikke tilfældet. Grunden til at der ikke sker den slags uhyrligheder i dag er ikke, at magtens håndlangere ikke ville udføre handlingerne – det er udelukkende et spørgsmål om, at de ikke får besked på det.

Det forhold fik jeg en art påmindelse om, da jeg for nylig søgte om aktindsigt i min personalemappe hos politiet, hvor jeg var ansat fra 2006 til 2010.

Under sidste del af min ansættelse blev jeg mere og mere optaget af politisk filosofi og rettighedsbegrebet. Jeg læste om klassisk liberalisme, personligt ansvar og om, hvordan individet logisk set, må eje sin egen krop.

Det fremmedgjorde mig selvsagt i forhold til mine kollegaer, som jeg havde nogle interessante samtaler med – samtaler som blev rapporteret til ledelsen som et muligt problem.

Efter en sag om et kilo hash fundet i en bil, sad kollegaerne og roste hinanden for det gode arbejde, hvortil jeg indskød, at jeg ikke ville have gjort noget som helst ved det, da det stred imod mine principper – og ejerens basale rettigheder.

Det kom der følgende rapport ud af:

Rapport om undertegnede efter samtale om principper kontra love

Det interessante i samtalen var for mig, at min kollega ikke tøvede et eneste sekund, da jeg spurgte ham om den dengang fiktive burkalovgivning. Han ville naturligvis strafforfølge kvinder, der gik i tøj, som staten ikke brød sig om. Naturligvis.

Jeg skulle have spurgt ham, om man kunne forestille sig tilfælde, hvor loven var så grel, at han ikke længere ville være med – men det gjorde jeg desværre ikke.

Jeg kan dog gætte på svaret på et sådan spørgsmål, hvis man ser på historien.

I 1941 blev den såkaldte kommunistlov vedtaget. Det vil sige, at der blev givet ordre til at anholde landets kommunister. Egentlig havde Gestapo kun forlangt 72 anholdelser, men det danske politi leverede ikke mindre end 295 tilfangetagne kommunister – hvoraf 22 omkom i tyske kz-lejre.

Her var der ihf ingen slinger i valsen ift at følge ordrer, som betjentene måtte have indset ville føre til en betragtelig risiko for de anholdte.

Også nyere eksempler peger i den retning – godt nok ikke så dramatisk som anholdelse og internering af 295 dissidenter, men mindre clues, der fortæller os, at intet er ændret i politiet.

Her siger en kvindelig betjent fx ordret, at “hun bare gør sit arbejde” i forbindelse med håndhævelsen af narkotikaforbuddet på Christiania.

Det sidste spørgsmål: “Hvad hvis det var ulovligt at være rødhåret, ville du så også rende rundt og snuppe alle dem?” svarede hun ikke på – hvilket er ganske symptomatisk.

Tit kan man nemlig ikke få klare svar fra autoritært sindede mennesker, når man ekstrapolerer deres logik ud i situationer, hvor de dybest set godt ved, at den er helt gal. I de situationer opstår der kognitiv dissonans – det vil sige, at to modsatrettede ideer (at de skal følge ordrer, og at det er forkert at anholde rødhårede) ikke kan eksistere side om side i deres hjerner.

Af andre eksempler på viljen til at følge ordrer uanset indholdet af dem, fandt vi ligeledes i forbindelse med en debat om forbuddet mod burkaer. Her politiets daværende formand Peter Ipsen i jv.dk, hvor han understreger, at politiet naturligvis vil gøre som de bliver beordret til uanset personlige bekymringer:

Et andet eksempel på denne kultur er hele situationen med det kinesiske statsbesøg i København i 2012. Her blev betjente beordret til at opløse klart lovlige demonstrationer og skride til anholdelser uagtet at alle, der bare har hørt om Grundloven kunne indse, at den slags var ulovligt.

Politiet blev i 2012 beordret til Grundlovsbrud. Ingen nægtede at udføre ordren.

Alt i alt ser det faktisk en smule sort ud, hvis man leder efter eksempler på, at ansatte i dansk politi har nægtet at udføre ordrer, som de fandt umoralske.

På stående fod kan jeg kun komme i tanke om mig selv og Lars Bo Lomholdt, der befriede en hund, der stod til aflivning på et yderst betænkeligt og svagt grundlag.

Den altovervejende hovedregel er, at de politiansatte retter ind og gør nøjagtig (hvis ikke mere) end de får besked på.

Så hvis du går og tænker: “Det kunne ikke ske her – det ville folk ikke gå med til”, så vil du nok blive skuffet med tiden. For det bliver ikke politifolkenes personlige moral, der stopper en eventuel totalitær katastrofe. De gør nøjagtig, hvad de blive beordret til – og sikkert endnu mere.