Bekymringsbrev til politiet: Hvordan kan en dopingmisbruger arbejde som narkobetjent?

Politiassistent Nicolaj Bo Larsen arbejder til dagligt i narkosektionen i Københavns Politi. Det vil sige, at han har gjort det til en karriere at rode i unge mænds underbukser i håbet om at finde en bestemt slags plante.

Det er i sig selv en uacceptabel og umoralsk levevej, men som Frihedsaktivisten de sidste dage har afsløret, så er Nikolajs dårlige og grænseoverskridende opførsel endda krydret med et ordenligt læs hykleri.

Nicolaj er nemlig tidligere cykelrytter fra de glade 90’ere – dengang blod var tykt som sirup og medikamenter var noget man indtog som lakridspastiller på en fredag aften.

Nicolaj kan blandt andet bryste sig af at være den første dansker, der er taget med en hæmatokritværdi på over 50% – en værdi hvor det er hævet over enhver rimelig tvivl, at man har fået hjælp af en mand i en hvid kittel. En så høj værdi kan simpelthen ikke opnås naturligt.

Endvidere har Nicolaj også et anstrengt forhold til dopingtests, da han i 2002 ikke ville afgive prøve til kontrollanter fra Anti Doping Danmark.

Det er derfor ret pudsigt, at Københavns Politi vælger at have Nicolaj Bo Larsen ansat som narkobetjent. Det svarer cirka til at ansætte en tidligere lommetyv i politiets tyverigruppe.

politiets egen hjemmeside, gør de det meget klart, at personer, der har brugt doping er uvelkomne i politiet.

Derfor har jeg sendt følgende bekymringsbrev til Politidirektøren i København, hvor jeg spørger, om det er foreneligt med Københavns Politis værdigrundlag at have en tidligere dopingmisbruger ansat.

“Att: Politidirektøren i København

Jeg er for nylig blevet opmærksom på, at Københavns Politi har Nicolaj Bo Larsen (NBL) ansat som politiassistent i Narkosektionen. NBL arbejder på og omkring Christiania, hvor han håndhæver Lov om Euforiserende Stoffer.

NBL har en fortid som professionel cykelrytter fra 1996 til 2002. Her kørte han for flere forskellige store hold i en periode, hvor professionel cykelsport i den grad var præget af dopingskandaler.

NBL blev i april 2002 målt med en hæmatokritværdi på 51%, hvilket nærmest med sikkerhed indikerer, at han har brugt forbudte præparater.

Endvidere udeblev NBL fra en dopingprøve i sommeren 2002, hvilket betragtes som en positiv prøve.

På politiets egen hjemmeside fremgår det eksplicit, at dopingbrug ikke er foreneligt med ansættelse i politiet, hvorfor det kan undre, at en person som Nicolaj er ansat. (Se https://politi.dk/politiskolen/adgangskrav under under punktet “Du har ikke brugt doping”)

Mine spørgsmål til Politidirektøren er derfor følgende:

  1. Er det foreneligt med værdigrundlaget i Københavns Politi at have en person ansat, der med overvejende sandsynlighed har benyttet sig af ulovlige medikamenter for at fremme sin sportslige karriere?
  2. Ville en person med Nicolaj Bo Larsens baggrund (positiv prøve og udeblivelse fra obligatorisk kontrol) kunne opnå ansættelse i politiet, hvis han søgte om optagelse i dag?
  3. Er det foreneligt med politiets værdigrundlag og den almindelige retsfølelse i øvrigt at lade en person arbejde i narkosektionen, når han selv har en fortid i et miljø, hvor doping og ulovlige dopingstoffer var helt almindeligt?

Jeg ser frem til at høre svaret på punkterne, da jeg ikke mener, det kan være rigtigt, at en person med Nikolaj Bo Larsens baggrund arbejder som myndighedsperson på netop et sagsområde, hvor han selv har gjort sig skyldig i uetisk og ganske sikkert også ulovlige handlinger.

Med venlig hilsen

Lars Kragh Andersen
Frihedsaktivisten.net”